Mange patienter har en sundhedsforsikring. Der kan opstå problemer med at skelne mellem privat og offentlig ydelse i forbindelse med benyttelse heraf.
Hvis du ønsker at benytte din sundhedsforsikring, og sundhedsforsikringen beder dig om en henvisning fra din læge, skal du bestille en konsultationstid.
- Hvis den praktiserende læge finder behov for henvisning til undersøgelse eller behandling, udstedes henvisning uden yderligere beregning. Denne henvisning kan bruges i det offentlige eller private regi.
- Hvis det lægefagligt set ikke findes nødvendigt med henvisning eller hvis den behandling der efterspørges ikke er dækket af det offentlige (fx psykologsamtaler vedrørende stress, diætistbehandling, akupunktur m.fl.), kan der godt udstedes en lægeerklæring til sundhedsforsikringen med beskrivelse af det helbredsmæssige problem samt forslag til evt behandling. Denne erklæring er sygesikringen uvedkommende og er derfor ikke dækket af sygesikringen. Den skal betales af patienten selv, som herefter i nogle tilfælde kan få den dækket af sit forsikringsselskab.
Honoraret for henvisning til sundhedsforsikring er 500,00kr og betales i konsultationen.
Nogle sundhedsforsikringer refunderer derefter udgiften til henvisningen.
Hvis et sygdomsproblem indebærer, at du har ret til at blive henvist til undersøgelse eller behandling i det offentlige og i stedet for hellere vil benytte dig at din sundhedsforsikring, kan du bede lægen printe henvisningen ud og selv sende den til din sundhedsforsikring. I dette tilfælde er henvisningen gratis for dig.
Rent teknisk vil det i de tilfælde hvor man opfylder kriterierne for henvisning til en offentlig ydelse fortsat være det offentlige der betaler, også selvom det måske er forsikringen der hjælper med at finde en hurtigere tid hos fx en speciallæge. Derfor skal de regler der gælder for henvisning indenfor det offentlige overholdes nøje.
Vi anbefaler altid at du kontakter dit forsikringsselskab forud for tidsbestilling i vores klinik. Nogle selskaber ønsker en særlig attest udfyldt, denne vil de så sende til dig eller bede dig printe selv inden konsultationen.
Attestarbejde udføres såvidt muligt indenfor 5 hverdage. (Hvis du ønsker at din problemstilling skal gå foran patienter der har bestilt en almindelig tid kan prisen være højere)
Her er 2 ting der ofte går galt:
“hvorfor kan lægen ikke bare sende en henvisning per mail” :
Fordi det ikke er meningsfuldt! Hvis der ikke udføres en lægelig opgave – så er der ingen grund til at involvere en læge. Mon ikke forsikringen forlanger at der er foregået en konsultation?
“Hvorfor koster noget penge, hvorfor er ikke alt gratis?”
En simpel huskeregel er: Hvis du går til lægen og spørger – kan mit problem diagnosticeres og behandles? – så er det dækket af sygesikringen.
Men hvis du ikke ønsker lægens vurdering, feks “jeg ønsker fysioterapi via min forsikringsdækning”- så er det ikke dækket af sygesikringen og du skal betale for en konsultation derom.